Den store bakke

Her kommer eventyret om den store bakke.

Der var engang to drenge som havde rejst den lange vej fra kolde tilsneet Danmark om på den anden side af jorden til Sydamerika. De havde kun en lille taske med på deres vej. Efter adskillige dage i fly og bus var de nået den lille bjerglandsby Tafi del Valle (Valle udtales "vache", eller noget i den dur).

Solen skinnede og dagen var ny, en bakketop skulle bestiges. De stod i byen, så sig omkring og udpegede en bakketop. Det så ud til at en fin græs korridor kunne føre dem op og ned.

De begav sig afsted og nåede hurtigt bunden af den lille knold, de ville bestige. Der var dog et problem. Pigtrådshegn i menneskehøjde. Det var en labyrint. Desværre uden udgang mod bakken. Drengene ledte i øst og i vest efter en hul i hegnet. Det eneste de fandt var dog skiltet "prohibido pasar".

En lokal kvinde dukkede pludselig op. Hun kunne desværre ikke et ord dansk. Heldigvis var sønnen hjemme og kunne hjælpe drengene på deres videre færd. Man skulle bare hoppe over de mange hegn, bønderne i området ville ikke blive sure. Det blev drengene lovet.

Drengene begav sig op ad bakken med hastige skridt. Dog var der lidt længere end forventet og flere stop måtte tages. Faktisk var der så langt, at indtil flere billeder måtte tages for at kompensere for den tynde luft og den stejle stigning.

Efter møje og besvær, kokasser, kamp-tidsler og andre håbløse planter nåede drengene endelig toppen. De spiste den medbragte madpakke og tog billeder i vildskab. Idyllen ville dog ikke vare længe.

En tordensky begyndte at brumme i det fjerne. Hurtigt fik Rasmus spurgt om Jacob virkelig kunne være sulten igen! Da de to drenge ikke havde lyst til at være lynafledere, begav sig mod bunden af dalen.

Rækken af problemer og besvær var dog langtfra slut. Efter kun få hundred meter mod bunden, dvs. stadig på toppen, lå en død ko. Koens gode ven var i stor sorg og brød sig ikke synderligt om drengenes ankomst. Den hidkaldte en lille hjælper, der formentlig var skabt af den nu gale ko for måneder siden.

Den gale ko gjorde tydeligt tegn til at ingen fik lov at passere. Heldigvis var drengene listige. De viste fra deres idrætsundervisning, hvor ko-foldbold blev spillet, at en ko har et begrænset syn. Det lykkes derfor på snedig vis at liste uden om den gale ko.

Drengene nåede bunden af bakken men deres lidelser var ikke slut. En hel flok gale køer, lamaer og andet udyr var sat til at bevogte den vej drengene skulle. Til deres store held dukkede en lokal ko-visker op. På gebrokken fingersprog blev de enige om en lukrativ aftale. Ko-viskeren ville hjælpe drengene forbi dyrene uden betaling.

Drengene var glade og frie, troede de. Men tordenskyens forfærdelige regn begyndte at stå i lys lue ned over dem. De gik og snakkede om hvor dejligt det ville være at få et lift. De så hvordan folk skyndte sig indedøre. Men endnu engang var lykken med de to drenge og deres problem blev nok engang løst.

To skønne jomfruer i bil dukkede pludselig op. De rullede vinduet ned og spurgte om et lift ville gøre gavn. Drengene tøvede ikke og hoppede straks ind i bilen. Snakken gik, og hurtigt blev de fortalt, at føreren af bilen var ved at lære kørslens ædle kunst. Den tørre bil samt dens venlige passagerer var dog at foretrække og drengene blev i bilen.